Fortæl, så andre forstår

Todageskursus i forskningsformidling for forskere

Lær at skrive klart, enkelt og præcist, så alle forstår dine pointer. Med afsæt i metoden bag den succesfulde bogserie Tænkepauser giver redaktør Jakob Jørgensen Vestergaard dig redskaberne til at formidle din forskning skarpt, levende og læsevenligt. Så den når ud til langt flere mennesker.

Derfor skal du tage kurset

De fleste forskere kan let forklare deres arbejde for fagfæller. Det er straks sværere med alle andre – uden at gå på kompromis med det faglige.

På dette intensive todageskursus lærer du at skrive om din forskning, så den faktisk bliver læst med fornøjelse. Ikke bare af de få, der allerede deler dine referencer, men af journalister, beslutningstagere, fondsmedlemmer og andre nysgerrige danskere.

Når du skriver enkelt og levende, gør du din forskning langt mere synlig i offentligheden. Din forskning bliver ikke blot forstået bedre og af flere, men du styrker også din profil markant over for medier, samarbejdspartnere og bevillingsgivere.

De sproglige greb og redskaber, du lærer på kurset, kan du også omsætte til mere interessante forskningsartikler, så selv dine akademiske kolleger læser ivrigt med.


Det lærer du 

Kurset tager afsæt i de redaktionelle principper bag Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser, der gør dyb viden tilgængelig for alle, uden at gøre den mindre intelligent.

Du lærer blandt andet at:

  • finde din interessevækkende vinkel og formidle modtagerorienteret
  • lave fængende indledninger, der får læseren til at fortsætte (frivilligt)
  • bruge konkrete historier om mennesker til at formidle abstrakte pointer
  • tøjle det tunge akademiske sprog uden at miste præcision
  • skrive klart og enkelt med sætninger, der bevæger sig fremad
  • udvikle en faglig stemme, der ikke lyder som en manual

Først og fremmest lærer du at skære ned på indforstået fagjargon og tung syntaks, så din tekst vækker nysgerrighed snarere end modstand hos læseren.


Kurset er for dig

Kurset er for forskere, der gerne vil have deres viden ud at leve i offentligheden blandt andre end deres kolleger.

Uanset om du er professor, lektor, adjunkt eller postdoc, har du et ønske om at kunne skrive, så andre forstår. 

Du vil gerne underholde begavet i en populærvidenskabelig artikel, skabe debat med en kronik eller forfatte en fondsansøgning, som bedømmelsesudvalget husker.


Sådan foregår undervisningen

Kurset er praksisnært og workshopbaseret. Undervisningen foregår på små hold med kun 6-8 deltagere og kombinerer: 

  • korte faglige oplæg
  • analyse af eksempler på forskningsformidling
  • praktiske skriveøvelser
  • arbejde med egne tekster

Vi arbejder med både vellykkede og mindre vellykkede eksempler på forskningsformidling – og undersøger, hvorfor nogle tekster faktisk bliver læst.

På dag 1 er der fokus på at omsætte kompleks forskning til klare fortællinger. For at fange din læser skal du kende målgruppe, budskab og vinkel, så du kan formidle med de rette eksempler og historier. Det får du redskaberne til i din skriveproces.

På dag 2 fokuserer vi på at forvandle tungt fagsprog til levende prosa. For at fastholde læseren må du skrive enkelt og præcist i stedet for indviklet og abstrakt. Du får teknikker til at tune din tekst, så den bliver let at læse – og svær at lægge fra sig.

Du skal medbringe et udkast til en tekst, som du kan arbejde med på kurset. Det kan være en aviskronik, en forskningsartikel, et bogkapitel eller en projektbeskrivelse.


Tid og sted

Varighed: 2 dage, kl. 9.00-15.30
Pris: 7.500 kr. ekskl. moms
Sted: Aarhus Universitetsforlag, Helsingforsgade 25, 8200 Aarhus 

Prisen inkluderer frokostsandwich og kaffe i pauserne både formiddag og eftermiddag. Kurset afholdes af redaktøren for bogserien Tænkepauser i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.

  • LEDIGE PLADSER

Deltagere: Otte pladser i alt
Kursusdage: Tirsdag 20/10-onsdag 21/10 2026
Pris: 7.500 kr. ekskl. moms
Kursusnummer: 2026-01

  • LEDIGE PLADSER

Deltagere: Otte pladser i alt
Kursusdage: Tirsdag 1/12-onsdag 2/12 2026
Pris: 7.500 kr. ekskl. moms
Kursusnummer: 2026-02

Jakob Vestergaard

Jeg er cand.mag. i medievidenskab og redaktør for Aarhus Universitetsforlags bogserie Tænkepauser. Derudover får jeg kultur- og livsstilsstof til at spille i Jyllands-Posten og hjælper danske forskere med at fortælle, så alle forstår.

Har du spørgsmål?

Skriv en mail, hvis du har spørgsmål eller gerne vil ringes op. Du er meget velkommen til at kontakte mig på hej@jakobvestergaard.dk.